En sommerdag i 1977 stod vi på Fulton og kiggede ind på godset Lerchenborg. Det ligger smukt ved Jammerland Bugt med udsigt ind mod Kalundborg. »Det må være skæbnens ironi, at mit fødehjem er aftegnet på et søkort«, sagde Skipper eftertænksomt, mens piben pegede på de statelige bygninger, hvor hans far, marineofficerer Georg Nielsen, var gået i dok som slotsbogholder efter flådens nedskæringer i mellemkrigsårene.
Derinde på Lerchenborg Slot stod Skippers vugge. Den – og familiens hjemmetrikkede dåbsgaver –  var i friske lyslilla farver, thi familien var overbevist om, at storken og skæbnen ville sørge for, at de mange trikotagevarer, der var frembragt hen over vinteren, blev rigtigt anvendt. Det skete også, men som drengen voksede til, passede det ham ikke at skille sig så farverigt ud fra andre småbørn på godset. Nogen vil påstå, at Skippers livslange lyst til at drille pædagoger har rødder i barndommens oplevelser i lyserødt og lilla. De tre større brødre er her fotograferet i matrostøj. Men skæbnen formede det så det alene var Skipper, der førte slægtens traditioner om et liv til søs videre.

Læs historien om Skipperlivets gener i bogen ”Skipper”.